December 2022, Ollerup Kirke, Ingrid Ank
Salmer:
Som de første forårsdage (HS 286)
Far, verden, far vel (DDS 614)
Et samfund kan være så stenet (HS 116)
Kom, Gud Helligånd, kom brat, gennembryd den mørke nat (DDS 305)
Mirakelnatten (HS 155)
Kollekt:
Lad os bede: Man kunne have lyst til at begynde med en ordløs bøn. Ikke fordi det i dag har med kroppen at gøre, men fordi det i dag har med det uopnåelige at gøre. Med det at længes efter den fuldkomne forening, opløsningen af noget-for-noget i kærlighedens fælles flydende strøm. Platon siger om ordene, at de aldrig slår til. De er svage. De kan aldrig helt ramme det, vi gerne vil sige. Men derfor holder vi jo ikke op med at tale. Og derfor holder vi jo ikke op med at elske, selvom vores kroppe og arme og kærlighed ikke slår til. Kroppen er der. Og ordene er der. Tak fordi vi har sprog og arme, der kan række ud. Amen.
Første mosebog kapitel 3 genfortalt:
Eva var landet i et klassisk eventyr. Hun vidste det, da Gud sagde det om træet: I må spise af dem alle, bortset fra ét. Det svarede præcis til de eventyr, hvor den rige prins siger: Du må gå rundt overalt på slottet. Der er kun ét værelse, hvor du ikke må være – og her har du i øvrigt nøglen. Det var jo en åben invitation. Han havde ikke behøvet også at finde på det med slangen. Hun skulle nok have fundet det træ alligevel.
Hvad vidste de så, da de havde spist af frugterne? Der står, at de – i samme øjeblik – kunne se klart, og de lagde mærke til, at de var nøgne. Det første, de kunne se, var altså det, der manglede. ”Han har jo ikke noget tøj på,” råber den lille dreng i Kejserens nye klæder. Der mangler jo noget. Før havde de bare syntes, at alt var godt nok, men nu vidste Adam og Eva, at alting ikke var, som det skulle være. Og de gik ud af haven med en stor gave: En mangel. Manglen førte dem ud over hele jorden i jagten på det, der manglede. De ville længes, og de ville lede, og de ville leve. Nogle gange var de næsten lykkelige, og de lo, når de tænkte på dengang, de ikke vidste, der fandtes mangler.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (kap. 8): ”De skriftkloge og farisæerne kom med en kvinde, der var blevet taget i utroskab, og de stillede hende ind midt i forsamlingen. ”Rabbi,” sagde de. ”Kvinden her er taget på fersk gerning sammen med en anden mand, og i den lov, Gud har givet Moses, står der, at den slags kvinder skal stenes. Hvad siger du til det?” De stillede spørgsmålet for at få Jesus til at sige noget, de kunne anklage ham for, men han bøjede sig bare forover og gav sig til at skrive med en finger i sandet. Da de blev ved med at spørge ham, rettede han sig op og sagde: ”Den af jer, der aldrig selv har gjort noget forkert, kan jo kaste den første sten.” Og så bøjede han sig igen frem og skrev i sandet. (Amen)
Prædiken:
Filosoffer er sådan nogle, der undrer sig over det helt åbenlyse. De kan fx finde på at spørge, hvordan vi kan vide, om den stol, jeg lige har rejst mig fra i det andet rum, stadig står der. Det nemmeste er selvfølgelig bare at gå ind og se efter, men lad os lige være lidt filosoffer. Lad os være dumme som en filosof og undre os over det åbenlyse.
Det er åbenlyst, at det at tale om sex er noget andet end at tale om at løbe på rulleskøjter. Men hvad er det, der gør det anderledes?
Det er også åbenlyst, at sex og seksualitet er et grundelement i politik og i samfundsindretning, og at det har været sådan altid. Men hvorfor er det, at det er sådan?
For det første: Forskellen mellem at tale om sex og at tale om at løbe på rulleskøjter er, at der er noget i den første samtale, der mangler. Der bliver ikke talt lige så ligefremt om sex som om rulleskøjteløb, der er altid noget usagt. Selv de mest progressive forældre, som gerne vil tale åbent med deres børn om krop, seksualitet og sex, efterlader deres børn med en klar fornemmelse af, at der er noget, de ikke får at vide. Men sagen er, at det ikke er fordi, forældrene holder noget tilbage, noget de ikke vil afsløre for børnene. Sagen er snarere den, at der er noget, de ikke ved. Og denne ikke-viden giver de videre til børnene, så de også overtager en viden om (eller netop en mangel på viden), at sex er mystisk. Det er enkelt nok at tale om, at det er dejligt at blive rørt ved og røre ved, dejligt at mærke blød varm, måske rynket hud mod sin egen bløde varme måske rynkede hud, dejligt at være nøgne sammen. Men hvorfor har vi denne længsel efter at blive forenet med en anden? Hvorfor denne længsel efter en forening, der indstiller længslen. Og hvorfor samtidig denne glæde ved at længes?
På dansk siger vi ’tilfredsstillelse’ og har måske glemt, at ordet har med fred at gøre. Til freds. På engelsk siger vi satisfaction og tænker måske heller ikke altid over, at det har med ’nok’ at gøre. Latin: facere: gøre, satis: nok, satisfaktion er at nok er gjort. Der er ikke mere at gøre. Det er, som det skal være. Der er fred.
Det er aldrig, som det skal være, og når det endelig næsten er, som det skal være, finder vi noget nyt, der skal forbedres, ændres, ombygges. Når millionen er tjent og jorden er omrejst, så bygger vi nyt køkken eller skriver en roman, eller finder nogle nye problemer vi kan fikse. For vi kan ikke finde ud af at være i det, der er nok. Vi trives bedst i længsel.
Det er derfor, det er så mystisk. Denne forestilling om forening, om fred, om nok, om at alt er godt, om ikke at skylde noget og ikke at fortjene noget, om fuld glæde uden tømmermænd. I religionens sprog kalder man det frelse, og det er præcis lige så mystisk. Vi længes efter opfyldelsen, men vi aner faktisk ikke – eller kun glimtvis – hvordan der er at være fri og frygtløs og fyldt og forenet.
Freud brugte sex til at forklare alt det andet med. Når forfattere skriver tykke bøger, når arkitekter bygger katedraler, når politikere vil have magt og anerkendelse, når sportsstjerner løber efter pokalen, eller når vi køber ny bil eller bygger et køkken, så er det – bare – en sublimering af et seksuelt begær. Og det forklarer måske, hvorfor Grundtvig skrev ca. 1600 sange og salmer, eller også forklarer det lige præcis ingenting.
For Freuds efterkommere – Lacan, Zupancec, Zizek – siger det på en lidt anden måde: ”For the moment I’m not fucking,” sagde Lacan i et foredrag, ”I’m talking to you. Well! I can have exactly the same satisfaction as if I were fucking.” Eller med andre ord: Man kan ikke forklare menneskes uforklarlige stræben, flid, gøren sig umage, glæde ved at løse gåder, overvinde besværligheder, bygge pyramider, bestige bjerge, opfinde måneraketter eller skrive sublim poesi med det seksuelle begær. Det ene forklarer ikke det andet, for man kan ikke forklare noget med noget uforklarligt, og det hele rummer dette mystiske noget, som vi ikke ved hvad er. Der er noget, der mangler, og denne mangel bringer os endeløse, stykkevise glæder og fører os til månen og næste stop er stjernerne. Og heller ikke der, vil nok være nok.
Og derfor er det faktisk det samme at tale om rulleskøjteløb og om sex, for begge dele har med det gådefulde ved menneskelivet at gøre. Eller det er selvfølgelig overhovedet ikke det samme, men begge dele er lige gådefulde og ingen af delene forklarer hinanden: Vi længes efter selvglemsel og fuld glæde og rulleskøjteløb på Californiens bedste asfalt. Vi vil til stjernerne og beyond.
Og derfor er der også dette slægtskab mellem kristendommen og sex, for begge har en ufuldbragt forestilling om det fuldkomne. Der er et mål for længslen, og det ligger uden for, hvad du på egen hånd kan opnå. Og derfor – måske – har visse grene af kristendommen haft vældig travlt med at pege begæret ’det rigtige’ sted hen. Væk fra kroppens tomme midlertidige tilfredsstillelse og hen til himlens åndelige guddommelige forening.
Men kristendommen er bestemt ikke alene om at ville blande sig i, hvad vi gør med vores kroppe. Det kendes fra alle samfund. Og det var vores andet filosofiske spørgsmål: Hvorfor er sex og seksualitet et grundelement i politik og i samfundsindretning, og – må man tilføje – altid i form af forbud?
Jeg synes virkelig, man her skal tillade sig selv at være dum som en filosof. Oprigtigt at undre sig. Jeg ved godt, at det er ældgamle samfundsnormer, der gør sig gældende, men det gør dem ikke mere underlige: Hvorfor har man altid interesseret sig så meget for, hvem andre mennesker går i seng med? De ugifte – især kvinderne – og de homoseksuelle. Hvorfor denne institution – ægteskabet – som en samfundsramme om sex: Den sex, der er tilladt. Og hvorfor denne forestilling om, at et brud på en pagt mellem to, især sker gennem sex. At utroskab og troskab betyder hhv. knalder eller knalder ikke med andre. Som om man ikke kan svigte hinanden på uendelig mange måder og måske endda på værre måder end gennem sex. Men tosomheden og ægtesengen er en samfundsmodel. Og det er storpolitik. Som når Putin fører krig mod den vestlige dekadence og dermed mener homoseksualitet og åbne kønskategorier. Eller som når Indonesien lægger op til et forbud mod sex før ægteskabet som et værn mod vestliggørelse. Eller som når kvinder i Iran bankes ihjel, fordi det afsløres, at de har hår på hovedet – og mænd i forlængelse af samme logik defineres som forvirrede viljesløse væsner, der skal skærmes for den virkelige, kropslige, sanselige, behårede og nøgne verden.
De prædikener, der gennem tiden har været holdt om sex – og jeg tror, det er ikke så få – har kredset om advarsler og formaninger. Blandt præster, der i en eller anden forstand kalder sig grundtvigske, er sex derfor et temmelig fraværende tema. For man er virkelig ikke optaget af at blande sig i, med hvem og hvornår og hvor ofte menigheden har sex. At være ligeglad er da også – som jeg ser det – det bedste modsvar mod det besynderlige og omfattende behov for kontrol. Det er da uinteressant for alle andre end de involverede, når en kvinde elsker en kvinde, en mand elsker en mand eller når ugifte hellere vil bolle med hinanden end giftes med hinanden.
Men måske denne ligegladhed alligevel indimellem skal siges ret eksplicit, så magtsygen og kontroltrangen og frygten for kroppen kan få et hørbart modsvar. Og også siges eksplicit, fordi ligegladheden ikke bunder i en ligegladhed med den sansbare verden. Netop sex kan jo være en velsignet forbindelse mellem ånd og krop. Netop sex kan jo rumme øjeblikke af den glæde, der er forbundet med, at det opløser sig, hvem der modtager og hvem der giver, og at man er forenet og forbundet med et andet menneske, levende tilstede og ude af sig selv.
Og nu vil jeg lade Karen Blixen få det sidste ord i denne prædiken, som allerede er alt for lang. Karen Blixen diskuterer med sin bror, hvilke legemlige glæder der er de største.
Karen siger: ”En blød, dejlig seng, når man er dødtræt.”
Thomas siger. ”Ja, eller et varmt bad efter en sveddrivende dag.”
Karen siger: ”Et festmåltid med den allerbedste champagne.”
Thomas siger: ”Jovel, men mon vi dog ikke på forhånd kan være enige om, at intet kan sammenlignes med de glæder, som erotikken giver os.”
Karen siger: ”Nå ja, men vi taler vel her om fysiske, legemlige glæder. De nydelser, som vi får gennem erotik, er åndelige.”
Så siger Thomas ikke mere.
Lad os bede:
Vi beder for dem, der tror, at samfundet skal lave regler for, hvornår man må plante et kys på en skulder, et bryst, en navle
Vi beder for os, når vi tror, at samfundet skal have regler for, hvornår man må plante et kys på en skulder, et bryst, en navle
Vi beder for friheden i ikke at skulle herske over hinanden
Vi beder for alle dem, der lærer den ældgamle sang om, at de skal være familiens overhoved
Vi beder for modet til at elske.
Vi beder for, at vi må kunne glæde os over alt det, der bliver os givet
Vi takker for længslerne og manglerne – men vi beder alligevel om, at vi også må kunne glæde os over det givne: Det rynkede, det nære, det varme, det omsorgsfulde, det nøgne.
Amen