
Frit Grundtvigsk Trosfællesskab afholder egne gudstjenester i Ollerup Kirke – gudstjenesterne bliver til i et inspireret samarbejde mellem foreningens medlemmer – herunder ikke mindst vores egen præst, Ingrid Ank. Gudstjenesterne har hver et tema, som også er udgangspunkt for den efterfølgende samtale mellem de fremmødte.
FGT TEMAGudstjenester sæson 22/23
11. september 2022 kl. 16 i Ollerup Kirke
Gudstjeneste med temaet KRIG. Og fred.
Der var underlige dage under første verdenskrig. Pludselig ved juletid begyndte soldaterne i den ene skyttegrav at synge Silent Night. Og fra den anden skyttegrav svarede de med Stille Nacht. Og der blev nogle få dages julefred, hvor soldaterne mødtes, snakkede, delte smøger og fejrede jul. Indtil de igen slog hinanden ihjel.
Fortællingen er ofte fortalt som en særlig historie om et øjebliks menneskelighed. Men måske er forklaringen på de underlige dage snarere, at 1. verdenskrig var ’fædrenes krig’, men det var ’sønnerne’, der udkæmpede den. Sønnerne vidste ikke hvorfor, og de hadede ikke hinanden. Man kunne ikke forestille sig det samme ske imellem russere og ukrainere.
Men: Hvad gør krig? Krig ophæver fred, og krig ophæver fredens normer. Krig bringer mennesker på flugt, og krig bringer mennesker til at gøre ting – for sig selv eller mod hinanden – de normalt ikke ville gøre. Og hvordan slutter en krig? Hvordan kommer man på den anden side? Hvilke kompromiser må man indgå, og hvilke moralske krav må man opgive, for at krigen kan få ende?
Fortiden er fuld af krig. Europa er opstået ud af krige på krige. Og Danmark og Sverige er de to lande i verden, der har været mest i krig med hinanden. Og også Det gamle Testamente er fyldt med krig. Og der er krig i nutiden.
Søndag d. 11. december 2022 kl. 16 i Ollerup Kirke.
Gudstjeneste med temaet SEX
Sex er politik. Det har politisk bevågenhed, hvem andre mennesker går i seng med. Åbenbart. Andre menneskers sex er genstand for forfølgelse og fordømmelse. Og et område for lovgivning. Fx i forhold til homoseksualitet. Eller i forhold til mennesker (især kvinder), der har sex uden for ægteskabet. Mest selvfølgelig i andre dele af verden. Men selv i Danmark, hvor vi kan lide at kalde os frisindede, er der tale om et område, man gerne vil have ’styr på’, og som der findes regler for. Prøv fx at forestille dig, at være ’kone 2’ til de tolke i Afghanistan, der fik lov til at flygte til Danmark – men kun med én kone. Vi har overladt kone 2 til helvede pga. vores ’regler for sex’ (for – på en måde – er det vel, hvad ægteskabet er: Institutionaliseret sex – og jo, selvfølgelig også venskab, støtte, en at dele udgifter og vasketøjskurv med osv., men vores ideer om ’utroskab’ (hvad end det er) knytter sig alligevel mere til sex end til vasketøjskurven). Sex er et af de områder, hvor politik, religion og magt væver sig sammen i en uigennemskuelig magtstruktur.
Inden for den grundtvigske tradition interesserer man sig påfaldende lidt for sex. Eller snarere interesserer man sig måske bare meget lidt for, hvem andre mennesker går i seng med. Andres sex er ikke noget, men skal have styr på. Men: Hvad er det for et syn på liv og kærlighed og krop og sex og nydelse og ’den anden’, vi udfolder? Og er der ånd i sex? Det vil gudstjenesten tematisere. Men også tematisere, hvorfor sex mon i så mange andre sammenhænge er så vævet ind i politik.
Søndag d. 5. februar 2023 kl. 16 i Ollerup Kirke.
Gudstjeneste med temaet FYN
Nogen påstår, at Odysseus slet ikke sejlede rundt på Middelhavet, men på det sydfynske øhav. For afstandene mellem øerne passer med beskrivelserne. Men hvad nu hvis ikke bare de græske klassikere, men også de gammeltestamentlige fortællinger lader sig flytte til nordligere breddegrader? Hvad nu, hvis det forjættede land er Fyn?
Alle har deres Jerusalem, og for nogle er det Ollerup. Gudstjenesten vil tematisere det at ’høre hjemme’ og det at finde – eller opfinde – sine rødder.
Søndag den 16. april 2023 kl. 16 i Ollerup Kirke.
Gudstjeneste med temaet VOKSNE (nu om dage)
Voksne må køre bil, drikke sprut, ryge smøger, se porno, gifte sig og betale ejendomsskat. Voksne må tage politisk ansvar. Voksne skal tage politisk ansvar. Livet er – generelt betragtet – lidt mere farligt for voksne end for børn. Og det har vi vedtaget, at det er okay. At det skal være sådan. Ikke fordi det farlige ikke er farligt for voksne. Men fordi voksne er voksne. Men hvad er den voksne verden?
Det 20. århundrede er blevet kaldt barnets århundrede. Man opdagede – eller opfandt – barnet og barndommen. Skal vi i det 21. århundrede (gen)opdage, hvad det vil sige at være voksen? Få øje på det infantile – det forsimplede, det narcissistiske, det overvågede – og reformulere det voksne. Den voksne frihed. Den voksne åbenhed. Den voksne fremmedhed. Den voksne verden.
”Den der ikke tager imod Guds rige lige som et lille barn, kommer slet ikke ind i det.” Står der i Det nye Testamente. Men lyder der mon ikke fra den kristne forkyndelse – fx med Paulus’ udsagn om, at alt er tilladt (men ikke alt gavner) – en appel til os om at blive voksne?
Gudstjenesten vil tematisere verden for voksne.
OVERBLIK
11/9 kl. 16.00: inkl. samtale og spisning
Tema: KRIG
11/12 kl. 16.00 inkl. samtale og spisning
Tema: SEX
5/2 kl. 16.00 inkl. samtale og spisning
Tema: FYN
16/4 kl. 16.00 inkl. samtale og spisning
Tema: VOKSNE
Vi holder desuden samtalefrokoster i forlængelse af følgende “almindelige” gudstjenester i Ollerup Kirke
Søndag d. 13/11
Søndag d. 26/2
Følg os på Facebook for løbende opdateringer! Det er også her du kan tilmelde dig fællesspisningen.
Vores gudstjenester er åbne for alle! Det samme gælder den efterfølgende samtale og fællesspisning i menighedshuset.





